107_2.pdf

Tidligere rektor ved Birkerød Gymnasium, den nu desværre afdødeErik Jørgensen, har i første hæfte af dette tidsskrifts bd. 106 analyseretbrevvekslingen mellem Marc Bloch og Lucien Febvre om udgivelsen afAnnales i de første år.1 Han konkluderer, at dette materiale ikke bibrin-ger meget nyt til det kendte billede. Det kan skyldes, at det er en ind-forstået korrespondance mellem to, der udmærket kendte hinandenssynspunkter. Lucien Febvres breve til Henri Berr er fx langt mere åbne,og her kan man blandt andet læse om den stærke utryghed, Febvre tiltider oplevede i konkurrenceforholdet til Marc Bloch.2 Erik Jørgensener opmærksom på, at der var uenighed, men lægger vægt på, hvordanMarc Bloch i et konkret tilfælde forsikrede Febvre om, at de også frem-over ville holde sammen over for omverdenen og som oftest tænke »vi«og ikke »jeg« (s. 125). Forskellen mellem deres opfattelser var imidler-tid mere omfattende, end det fremgår direkte af korrespondancen.
Som jeg vil søge at påvise, handlede uenigheden om historiens funkti-on, om hvordan den historiske syntese skulle udformes, og om synet påkildekritikken.
1 Erik Jørgensen: Annales, Lucien Febvre og Marc Bloch 1929-1943, Historisk Tidsskrift 2 Lucien Febvre: Lettres à Henri Berr, Paris 1997, særlig s. 368, 371, 466.
Erik Jørgensen anfører (s. 117f), at den franske historiker Charles Seig-nobos – fra den foregående generation – blev set som eksponent for enmetode, der var fikseret på kildedokumenter og traditionel politiskbegivenhedshistorie. Bl.a. Lucien Febvre stillede sig særdeles kritiskover for ham; Marc Bloch i noget mindre grad.
I den danske tradition er Seignobos blevet placeret i en langt mere positiv rolle: Her opstillede Erik Arup en modsætning mellem en tysk-kritisk skole, der mente, man skulle have primære kildebelæg for alt,man skrev, og en fransk-kritisk skole, der gik ud fra, at man skulle byg-ge sin fremstilling på de data, man kunne udlede af kildematerialet,men ikke nødvendigvis behøvede have kildebelæg for enhver hypoteseeller tolkning. Det vil sige, at der var et skarpt skel mellem en analyse-fase, hvor man kom frem til kendsgerningerne, og en syntesefase.3 Detvæsentlige her er, at Arup byggede denne opfattelse på Langlois’ ogSeignobos’ Introduction aux études historiques fra 1898. I denne blev lagtet meget tydeligt skel mellem en kildekritisk orienteret dataetableringog en efterfølgende syntesefase.
Denne opdeling var udtryk for et skel mellem érudits og historiens, som går langt tilbage i europæisk historieforskning, men særligt i Frankrigforblev af stor betydning, fordi man forbandt kildekritikken med arki-varskolen École Nationale des Chartes, hvorimod syntesen var opgavenfor universiteterne og École Normale Supérieure.4 Når Marc Bloch, som Erik Jørgensen skriver (s. 125), ikke ønskede at være »un vil érudit« – en tarvelig lærd – er det fordi han var skolet i entradition, hvor det lærde kendskab til historiske teknikker, herunder kil-dekritikken, nok var respektabel, men langtfra udtømte hele historie-fagets opgave. Både for Lucien Febvre og for Marc Bloch lå vægten på,hvordan man bestemte de overordnede sammenhænge, syntesen. I Introduction aux études historiques havde ’chartisten’ Langlois skrevet de kildeanalytiske afsnit og Seignobos, der var uddannet på École Nor-male Supérieure, havde skrevet om syntesen.5 Det originale ved Seig-nobos var ikke skellet mellem syntese og analyse, men den dybe skepsishan nærede over for den videnskabelige synteses muligheder, hvor hanyndede at pege på den afgørende rolle, tilfældigheder spillede i den 3 Erik Arup: Danmarks krise i 1863, Scandia 3 1930, s. 48. Jf. J.Chr. Manniche: Tysk-kri- tisk og fransk-kritisk skole, Historisk Tidsskrift 1975, s. 40.
4 Massimo Mastrogregori: Il genio dello storico. Le considerazioni sulla storia di Marc Bloch e Lucien Febvre e la tradizione metodologica francese, Napoli 1987, s. 33ff.
5 Mastrogregori: Il genio dello storico, s. 40.
historiske udvikling.6 Lucien Febvre var kritisk i sin stilling til ham, menskrev også om den ironiske Seignobos, under hvis tvetydige banner demindre konformistiske i Febvres årgang samledes.7 Når sociologen François Simiand i 1903 kritiserede en utilstrækkelig, uvidenskabelig historieforskning, var det netop Seignobos, han fokuse-rede på. Og det er tydeligt, at de franske historikere, der deltog i debat-ten, langt fra stod bag Seignobos. At han har været kongenial medArup, netop fordi han ikke stod for stringente metoder til syntesedan-nelsen – Erik Arup er kendt for bemærkningen om, at syntesedannelsevar at digte ud fra kendsgerningerne – er en mulighed. Thyge Sven-strup har udtrykt det, som at Langlois og Seignobos tildelte historike-ren en større frihed i forskningsprocessen.8 Simiands artikel var et led i kampen for at etablere Durkheims socio- logi som et universitetsfag. Udgangspunktet for kampen for det nye fagvar, som man ofte så det i Frankrig, et tidsskrift, l’Année sociologique, hvorman først og fremmest via de meget omfattende anmeldelser søgte atgive den ny sociologiske forskning retning, at inspirere og vejlede. Simi-ands artikel kom dog i et andet tidsskrift, Revue de synthèse historique,grundlagt i 1900 af filosoffen Henri Berr, der mente at menneskehe-dens erfaring skulle indsamles i en systematisk historisk syntese, derskulle erstatte aprioriske teoretiske systemer. Annales d’histoire economique et sociale havde også fra sin oprettelse i 1929 en karakteristisk profil. Hovedvægten var på anmeldelser. Maniværksatte enquêtes, dvs. undersøgelse af centrale problemstillinger medbidrag fra adskillige sider. Det eneste danske bidrag til AHES, SvendAakjærs artikel om matrikler, var del i en enquête, der blev indledt i detførste nummer og varede frem til 1942. En meget stor del af emnernevar samtidige. Fokus var på økonomiske forhold. Iøjnefaldende er detogså, at de to redaktører skrev en meget stor del af, hvad der kom i tids-skriftet. Deres egne mål med tidsskriftet hang sammen med, hvordan de så på Lucien Febvre: Syntesen binder forskningen sammen med livet Lucien Febvre var i sine unge år meget materialistisk, for ikke at sigemarxistisk inspireret. Erik Jørgensen noterer med rette, at hans dispu- 6 Yves Morel: Charles Seignobos devant ses contradicteurs. Analyse de la controverse intellectu- elle française du début du XXe siècle sur l’histoire I-II, Lille 1998, særlig s. 267, 423, 813.
7 Lucien Febvre: Combats pour l’histoire, Paris 1992 [1953], s. VII.
8 Thyge Svenstrup: Erik Arup, København 2006, s. 671.
tats også fik plads til sociale og økonomiske spørgsmål. Det kan enddaformuleres endnu stærkere: Lucien Febvre forklarede den politiskeudvikling ud fra klassemodsætninger, og det bærende tema var mod-sætninger mellem den irrationelle og voldelige adel over for det øko-nomisk rationelle, fredelige bourgeoisie. I fransk historievidenskabs flag-skib, Revue historique, blev han paradoksalt nok klandret for, at han brug-te for mange kræfter på begivenhedshistorien. Hans fremstilling af deøkonomiske og sociale forhold var mesterlig og burde derfor have væretudbygget til et samlet billede af denne side af historien.9 I 1920’erne skiftede Febvres interesse fra klassemodsætninger til den intellektuelle civilisations historie. Her udviste han interesse for indivi-der, men ikke fordi han tillagde det individuelle og de enkelte begiven-heder en afgørende rolle i historien, tværtimod. Lucien Febvre vargrundlæggende af den opfattelse, at enkeltbegivenheder ikke kunneændre historiens udviklingsgang.10 Han nærede også en dyb mistro til,at politik og særligt politisk vold kunne skabe noget positivt. Fremskridtskabtes i økonomien, i civilisationen.
Tesen i det, der må karakteriseres som hans hovedværk, Le problème de l’incroyance au XVIe siècle: La religion de Rabelais (Paris 1942), er ofteudlagt sådan, at ateisme ikke kunne eksistere i det 16. århundrede. Menhan skrev faktisk om en ateist i 1500-tallet. Ateismen kunne dog ikkehave nogen gennemslagskraft på den tid. Rabelais forklarer, hvordantidens intellektuelle redskaber gjorde det vanskeligt at tænke sig en ver-den uden Gud. De enkeltpersoner, Lucien Febvre mente, historikeren burde interes- sere sig for, var dem, der skabte det, som samfundet havde brug for ogderfor tog til sig. Denne opfattelse af den intellektuelles opgave genfin-des i hans opfattelse af historieforskningens opgave. Den var at rejse deproblemer, der var væsentlige for samtiden, og give svar på dem. Detbetød for Lucien Febvre, at forskningen til stadighed skulle kritiseres,mens forskeren på sin side skulle søge at forstå sin samtid, så han kun-ne bestræbe sig på at arbejde med de spørgsmål, der var væsentlige.
Kritikken var en forudsætning for forskningens udvikling. Han ynde- de at citere Augustins ord om, at kættere har deres nødvendige plads,oportet haeres esse.11 Det var ikke den stridbare Martin Luther, der varhans forbillede i reformationstiden, men derimod Erasmus, der nok var 9 Christian Pfisters anmeldelse af Lucien Febvre: Philippe II et la Franche-Comté. Étude d’histoire politique, religieuse et sociale, Paris 1911, i Revue Historique 109, 1912, s. 405f.
10 Lucien Febvre: Histoire des Sentiments. La Terreur, Annales. Économies, Sociétés, Civi- 11 Lucien Febvre: Combats pour l’histoire, Paris 1992 [1953], s. 16.
kritisk, men søgte at ændre kirken indefra. Erasmus stod for universel-le værdier, for rationalisme, for civilisation, hvor Luther var voldelig ogpartikularistisk.12 Da Lucien Febvre blev ansat ved den elitære forskningsinstitution Collège de France, opfattede han det ikke som sin opgave at demonstrereen metode, men udfolde kritik af historiske begreber og idéer i denmoderne verden.13 Kritik ville ramme begreber, der var forældede, for-di de var svar på forældede problemstillinger. Lucien Febvre opfattede metoder som redskaber til at løse bestemte problemer på. Og han opfattede de kildekritiske teknikker som tydeligtforældede. En kompetent historiker løste de tekniske problemer løben-de, og havde ikke brug for en håndbog.14 Marc Bloch: Historieforskningen kræver metode – også på synteseplan Marc Blochs opfattelse af den kildekritiske metode var helt anderledes.
Allerede i 1906 antydede han i private notater, at historien ikke var envidenskab, men burde udvikles til det: I det 19. århundredes var den instrumentelle side af fagets forsk- ningsmetode blevet udviklet, »… den kritiske metode er, tror jeg, ført tilsit fuldendelsespunkt. Den har stadig gjort fremskridt siden Fustel. Menhistorikeren ligner en biolog, som har et udmærket mikroskop, menikke ved, hvad det skal anvendes til.«15 Mikroskopet var de kildekritiskemetoder og andre historiske teknikker, han bl.a. havde lært af Langlois,til hvem han dedicerede sin disputats. Erik Jørgensen anfører (s. 129),at Marc Bloch skrev om »stakkels Langlois« parallelt med den tilsvaren-de stakkels Sylvestre Bonnard i Anatole Frances roman. Men Marc Bloch havde faktisk stor respekt for Langlois. Da han i 1942 skrev påsine overvejelser over historien, Apologie pour l’histoire, understregedehan over for Febvre, at hverken Durkheim på den ene side eller Langlois og Seignobos på den anden side var dumrianer.16 Når Bloch brugte udtrykket »stakkels« om Langlois, var det fordi, 12 Lucien Febvre: Martin Luther, un destin, Paris 1988 [1945], s. 75-96, 101f, 105, 174; Marleen Wessel: »Honneur ou Patrie?« Lucien Febvre et la question de sentiment natio-nal, Genèses 25, 1996, s. 132f.
13 Lucien Febvre: Michelet et la Renaissance, Paris 1992, s. 241.
14 Lucien Febvre: Pro parva nostro domo, Annales. Économies, Sociétés, Civilisations 8, 15 Marc Bloch: Methodologie historique (Février 1906), Rivista di storia della storiogra- fia moderna, bd. 9, 1988, s. 155, 162. 16 Lucien Febvre: Marc Bloch: Témoignage sur la période 1939-1940. Extraits d’une correspondance intime, Annales d’histoire sociale 8, 1945, s. 31.
som Bloch skrev i en kort nekrolog, Langlois efterhånden mindre ogmindre kom med egne konklusioner og analyser, men til sidste kunudgav kildesamlinger.17 Romanfiguren Sylvestre Bonnard var netopoptaget af at samle gamle dokumenter. Marc Bloch er kendt for at fremme komparativ metode i historiefa- get. Det var ikke noget særsyn omkring år 1900 at pege på denne ana-lysemådes fordele – faktisk havde Langlois i sine unge år skrevet en lil-le komparativ undersøgelse af England og Frankrig i middelalderen,som Marc Bloch senere henviste til som et eksempel.18 Det særlige vedMarc Bloch er, at han fastholdt interessen for metoden og søgte atlægge den til grund for sin forskning.
Engagementet i sagen viste sig allerede før Første Verdenskrig, både i arbejdet med hans disputats og i den store artikel, han skrev i Revue de synthèse historique om, hvordan man skulle forske i Île-de-Franceshistorie.19 I sin bog fra 1923 om de mirakelskabende konger, Les roisthaumaturges, anvendte han det princip, han nu kaldte komparativ histo-rie. Han udviklede metoden videre, som det fremgår af hans foredragpå historikerkongresen i Oslo i 1928 – som Erik Jørgensen nævner – ogaf en række konkrete undersøgelser. Først og fremmest kan man sehans La société féodale som en systematisk praktisering af den kompara-tive metode.
Marc Blochs og Lucien Febvres mål med Annales Tidsskriftet tematiske fokus var økonomi, ikke nødvendigvis økonomiskhistorie, men en empirisk baseret forståelse af økonomien, der kunnetræde i stedet for en økonomisk teori, som man mente var præget afaprioriske og teleologiske synsvinkler. Dette kritiske syn på faget var iøvrigt også udbredt blandt økonomer i Frankrig dengang og var bl.a.
basis for François Simiands arbejder.
Som introduktionen i det første nummer gjorde klart, henvendte man sig ikke blot til forskere i forskellige fag, men i lige så høj grad tilde mennesker, der arbejdede med økonomiens problemer i praksis. Ideres status efter det første år understregede de to redaktører, at for- 17 Marc Bloch: Nouvelles personelles, Annales d’histoire économique et sociale 1, 1929, 18 Charles-Victor Langlois: The Comparative History of England and France During the Middle Ages, English Historical Review Vol. 5, 1890, s. 260-263; Marc Bloch: Melangeshistoriques, Paris 1963, s. 16. 19 Andrzej Feliks Grabski: Marc Bloch przed »Annales«, Dzieje Najnowsze XIII, Poznan 1981, s. 131, 134; Marc Bloch: L’île-de-France, les pays autour de Paris, Melanges histo-riques, Paris 1963, s. 739, 764.
retningsfolkene i USA havde forstået, at man ikke kunne skabe ledereuden kultur, og man havde ikke kultur uden et objektivt studie af for-tiden.20 Den tredje årgang indledte Marc Bloch med artiklen »Culture histori- que et action économique: à propos de l’exemple américain«, hvor han vurderede den amerikanske business history. Han understregedenødvendigheden af en historisk kultur for at handle adækvat i nutidenog den ofte katastrofale mangel på historisk viden, moderne virksom-heder havde. Den amerikanske interesse for business history var, skrevMarc Bloch, et udtryk for projektionen på fortiden af de fornemmelserog intuitioner, som nutidens praksis føder. Derfra fik man både erfaringog historisk kultur.21 Det er nok ikke et realistisk billede af den betyd-ning, historisk dannelse faktisk havde i USA, men derimod et klart bil-lede af den betydning, man håbede AHES ville få for det økonomiskelivs ledere i Frankrig.22 Den dannelse – formation – Lucien Febvre men-te, eliten behøvede, skulle netop have bredde og ikke være en snæverterhvervsrettet uddannelse; herom anvendte han sarkastisk ordet défor-mation (mis-dannelse).
Den store vægt på nutidige emner kan ses i sammenhæng med Luci- en Febvres krav om, at historieforskningens problemer burde bestem-mes af nutidens behov. Året efter at Bloch havde indledt årgangen medat skrive om historisk kultur i amerikansk erhvervsliv, kom Febvres vur-dering af den franske koloniudstilling i 1931 på Annales’ første sider i1932. Den stort anlagte udstilling havde til formål at styrke franskbevidsthed om og stolthed over kolonierne. Man søgte ikke blot at visede eksotiske elementer, men også den positive udvikling i de franskekolonier, fx inden for sundhed og uddannelse.23 Febvre var dog kritiski sin kommentar og brugte den som afsæt til at argumentere for histo-rikerens særlige mulighed for at udpege og perspektivere de væsentligesamtidige problemer. Annales havde her en særlig opgave. Tidsskriftetvar ikke oprettet i opposition til en etableret historievidenskab samletom Revue historique, men søgte at udvikle arbejdet med økonomisk histo-rie, ja med økonomi i det hele taget, og med appel til grupper uden forforskernes kreds.
20 Lucien Febvre & Marc Bloch: Au bout d’un an, Annales d’histoire économique et sociale 21 Marc Bloch: Une nouvelle revue d’histoire économique, Annales d’histoire économique et sociale 1, Paris 1929, s. 240.
22 Lutz Raphael: The Present as Challenge for the Historian. The Contemporary World in the AESC, 1929-1949, i Storia dela storiografia 21, 1992, s.26.
23 Charles-Robert Ageron: L’exposition coloniale de 1931, i Pierre Nora (red): Les lieux de mémoire 1, Paris 1997, særligt s. 497f.
Modsætningen til det Scandia, der oprettedes samme år, med en pro- grammatisk vægt på de kildekritisk stringente analyser – og som i detmindste Erik Arup så i en tydelig opposition til Historisk Tidsskrift – ertydelig.24 Man kan undre sig over, at Lucien Febvre, der mere interesserede sig for den intellektuelle civilisation og ikke længere så meget for økono-mi, skulle bruge så store ressourcer på Annales. Længe brugte han daogså lige så mange ressourcer andre steder.
Revue de synthèse historique havde i 1931 taget navneforandring til Revue de synthèse, og redaktionen arbejdede nu for at skabe en syntese af alempirisk forskning – også den naturvidenskabelige. Men hvert andetnummer havde fokus på historie, og her havde Febvre en ledende rol-le. Han skrev lige så mange væsentlige artikler i Revue de synthèse som iAnnales. Her havde han mulighed for at pleje sin interesse for idéhisto-rie. I 1937 afbrød han samarbejdet af ikke helt klare grunde. Men for-inden mente han, at fornyelsen i historiefaget mindst lige så meget komfra Revue de synthèse som Annales. Dertil kom l’Encyclopédie française, hvor Febvre påtaget sig en anden og langt mere krævende opgave.25 Da den franske undervisningsminister i1932 havde foreslået, at der skulle skabes en ny nationalencyklopædi,anbefalede Febvre en helt anden model end et alfabetisk opslagsværk.
Man fulgte hans forslag, og han blev reelt fællesredaktør for projektet.
De enkelte bind skulle være problemcentrerede. De bedste videnskabs-mænd skulle skrive store, problemcentrerede artikler, der viste, hvorforskningen var på vej hen. Bindene blev ikke limet, men man kunneløsne to skruer og fjerne forældede hæfter og indsætte nye, efterhånd-en som forskningen bevægede sig fremad. Målgruppen var igen dendannede offentlighed, der havde brug for sammenhæng og forståelse iverden for at kunne fungere i den. Marc Bloch, derimod, koncentrerede næsten hele sin arbejdskraft på Annales, som netop egnede sig til at fremme hans komparative historie.
I anmeldelser kunne han pege på sammenligningsmuligheder her ogder, og særligt i de føromtalte enquêtes kunne man opstille de fælles pro-blemstillinger, de enkelte undersøgelser skulle orientere sig mod.
Selvom man kan pege på, at både Marc Bloch og Erik Arup interes- serede sig for landboforhold, er det for mig tydeligt, at en forsknings-orienteret syntese med anvendelse af komparativ metode som Marc Blochs Les Caractères originaux de l’histoire rurale française (1931) lå endogmeget langt fra den type politisk orienterede kildeanalyser, Erik Arup 24 Thyge Svenstrup: Erik Arup, København 2006, s. 402f, 588.
25 Lucien Febvre: Combats, s. 136, 140.
anså for sit egentlige videnskabelige arbejde. Arup mente tydeligvis, athan kunne forstå danske forhold ud fra en analyse af danske kilder.26Marc Blochs komparative historie besvarede en type af spørgsmål, ErikArup ikke ønskede at stille.
Interessen for komparativ historie delte Marc Bloch absolut ikke medLucien Febvre, hvilket tydeligt demonstreres ved deres forskellige for-hold til Simiand. Den kritik af datidens historieforskning, Simiand skrevi 1903, er senere blevet anset som så grundlæggende for Annales-skolen,at den blev genoptrykt i tidsskriftet i 1963. Simiand har umiskendeligtstatus som en af Annales-strømningens åndelige ophavsmænd.27 Simi-and argumenterede i artiklen for, at den videnskabelige forståelse afhistorien skulle opnås ved at finde generelle årsagssammenhænge gen-nem en stringent anvendelse af komparativ metode.
Senere, i 1908, argumenterede han i en anmeldelse af flere nyere dis- putatser i et andet fag, geografi, for, at regionale undersøgelser burdesøge efter de generelle årsager til fænomenerne med en systematiskanvendelse af komparativ metode.28 Da Lucien Febvre i 1922 i sin bog om geografien i historien tog stil- ling til Simiands opfattelse, var han klart afvisende. Han var ikke prin-cipielt imod at anvende en komparativ metode i lokalhistoriske under-søgelser, men man forstod de enkelte lokale fænomener bedst ved at sedem i deres lokale sammenhæng, i den komplekse helhed, de indgik i– ikke ved at isolere faktorerne, som Simiand lagde op til. Hvor Simiandønskede at gøre data så simple, at de kunne kvantificeres, så LucienFebvre det enkelte fait som noget, der ikke kunne forstås uden for denomfattende, komplekse helhed, det indgik i. Man skulle, som HenriBerr skrev, Lucien Febvre havde gjort det i Luther-bogen, udføre synte-se i analysen. Berr understregede, at man i en tidligere generation hav-de skelnet klart mellem analysen, der først frembragte data, og synte-sen, der organiserede dem. Men dette skel burde man fjerne, som Luci-en Febvre gjorde det, når han lod analysen være styret af syntesens ånd.29 26 Jf. Erik Arup: Svar til mine kritikere i Historisk Tidsskrift. I Erik Arup: Udvalgte afhandlinger og anmeldelser II, København 1977, s. 460.
27 Jf. Jacques Revel m.fl. (red.): La nouvelle histoire, Paris 1978, s. 513ff (Simiand, Fran- 28 François Simiand: Géographie humaine et sociologie, L’année sociologique 11, 1906- 29 Henri Berr: Luther et son milieu. À propos du «Martin Luther» de Lucien Febvre, Revue de synthèse historique 48, 1928, s. 18f; Henri Berr: Analyse, Bulletin de la Centre Inter-nationale de Synthèse 5, 1928, s. 26f.
Da Annales begyndte at udkomme, fik man Simiand til at indvillige i at lede en undersøgelse om prishistorie, som han gennem mange århavde brugt som gennemgående emne for sine komparative under-søgelser, men han frasagde sig opgaven. Det skete udtrykkeligt pågrund af uenigheden med Lucien Febvre om, hvordan man skulle gri-be det an. Febvre mente, at man først skulle gå ud i omfattende omhyg-gelige lokalhistoriske undersøgelser for at finde alle de særlige årsagerog betingelser i de enkelte lokalsamfund, før man kunne gå videre tilkomparative undersøgelser, hvortil Simiand svarede arrigt og afvistefremover at samarbejde med Annales.30 De linier om Simiand, som Erik Jørgensen skriver (s. 125), Marc Bloch ikke ville offentliggøre af hensyn til sin ansøgning ved Collège deFrance i (1933), udgav han året efter i 1934 i Revue Historique. Det var enstor anmeldelse af Simiands Le Salaire, l’évolution sociale et la monnaie(1932), hvor Simiand undersøgte lønudviklingen i Frankrigs forskelligeregioner over en lang tidsperiode. Simiand havde opgivet at sammen-ligne forskellige lande, fordi det var for svært at specificere, hvilke af demange forhold, der var forskellige mellem dem, noget Marc Bloch klan-drede ham for. Der er enkelte andre kritikpunkter, men anmeldelsen ersom helhed meget positiv over for de konjunkturundersøgelser, Simi-and nu arbejdede med. Det kan åbenbart diskuteres, om artiklen gav-nede Marc Blochs ansættelsesmuligheder i Paris,31 men da Simianddøde, søgte Marc Bloch hans stilling og argumenterede i den sammen-hæng netop for, at han med sin anvendelse af komparativ metode varden, der fulgte tættest i Simiands fodspor. Det blev aftalt, at Febvre skulle anmelde den samme bog i Annales, men det blev ikke til noget. Lucien Febvres endelige ord om Simiandkom måske i 1942-43, hvor han reelt kontrollerede redaktionen. Året1942 indledtes med en artikel med titlen »Læren af et nederlag: Essayom François Simiands metode«,32 hvor Lucien Febvre-protegéen Char-les Morazé som historiker påpegede begrænsningerne i Simiands pro-jekt om en positiv økonomi. Året efter satte Lucien Febvres med sinegen letflydende, dramatiske pen Simiand på plads, da han skrev atman skulle: »… redde økonomien fra den eksperimentelle videnskabsfrygtelige greb; ikke falde tilbage i de fejl, som Charles Morazé for nylig 30 Lucien Febvre: Le problème historique des prix, Annales d’histoire économique et soci- ale 2, 1930, s.70, 76; J.-P.R: Une correspondance entre Lucien Febvre et François Simiandà l’aube des «Annales», Vingtième siècle. Revue d’histoire 23, 1989, s. 110.
31 Eugen Weber: About Marc Bloch, The American Scholar 51, 1981/82, s. 80; Carole Fink: Marc Bloch. A Life in History, New York 1989, s. 176.
32 Charles Morazé: Les leçons d’un échec. Essai sur la méthode de Simiand, Mélanges d’histoire sociale 1, 1941, s. 5-24.
påpegede hos Simiand; holde sig tilbage over for den assimilation, somforfatteren til Salaire33 med så stor kraft og intelligens ilde anvendt for-søgte at fremme …«34 Marc Bloch bevarede derimod en tilknytning til Simiands tanker, som man tydeligt kan se i hans anvendelse af begrebet expérience. Historikerehar netop karakteriseret historien ved, at den ikke kunne anvende eks-perimenter: Erik Arup fastslog med et hjertesuk – efter at have set enfilm om Pasteurs metoder – at historiens får ikke dør af forkerte ind-sprøjtninger.35 For at tilnærme sociologiens metode til naturvidenskabernes ekspe- rimenter skrev Simiand i 1922, at man nu, ved at indsamle et tilstræk-keligt stort statistisk materiale, kunne isolere de forskellige faktorer ogintellektuelt bestemme de relationer, man i naturvidenskab fastsloggennem eksperimenter. I stedet for det naturvidenskabelige forsøg tal-te Simiand om statistiske eksperimenter, baseret på erfaring, expérience.36Ordet har på fransk både betydningen »erfaring« og »eksperiment«.
Hvis man kunne finde et materiale, der indeholdt tilstrækkeligt mangespontane expériences, ville man være i stand til at fastslå de kausale sam-menhænge gennem kvantitativ analyse.
I 1930’erne begyndte Marc Bloch selv at anvende begrebet expériences naturelles eller expériences spontanées. I hans bog om historiens problemer,hvis ufærdige manuskript blev udgivet som Apologie pour l’histoire ou méti-er d’historien, planlagde han at skrive et kapitel om L’expérience historique,hvor den komparative historie nu blev et underpunkt.37 For ham varhistorien nu en videnskab baseret på erfaring, og kildekritikken var ligeså tydeligt kun et forarbejde til den videnskabelige fortolkning.38 Årsagen til, at Bloch ofte viste interesse for områder i udkanten af den feudale verden, som Sardinien, Korsika eller de frisiske områder, er net-op, at de frembød værdifulde expériences naturelles. Som han skrev i en an-meldelse med den programmatiske titel »Une expérience historique: laSardaigne médiévale«: »Der var i udkanten af den store blok af vestligecivilisationer, enkelte små områder, hvis skæbne det havde været at und-gå nogle af de hovedstrømninger, der havde formet resten af Europa. 33 Henviser til François Simiand: Le Salaire, l’évolution sociale et la monnaie, Paris 1932. 34 Lucien Febvre, Bilan critique et programme d’action: vers la cité nouvelle, Mélanges d’histoire sociale 3 , 1943, s. 53f.
35 Troels Dahlerup, Hvad er historie, Foredragsmanuskript (upubliceret), s. 1.
36 François Simiand: Statistique et expérience, remarques de méthode, Paris 1922, s. 11.
37 Marc Bloch: Apologie pour l’histoire ou métier d’historien. Édition critique préparé par Ètienne Bloch, Paris 1993, s. 44.
38 Marc Bloch: Comment et pourqoui travaille un historien (1940) i Marc Bloch: L’Histoire, la Guerre, la Résistance, Paris 2006, s. 840f.
Da de ikke havde haft nogen stor politisk rolle, havde de heller ikke interesseret den »store« historie, men den dag, hvor begrebet expériencehistorique var blevet en del af vores metoder, ville de blive mål for enstærk interesse for en fornyet videnskab. Med deres særlige struktur varde en udmærket »reagens« på de indflydelser, de ikke havde været udsatfor.«39 (Reagens er et stof, der bruges til at påvise tilstedeværelsen af etandet stof ved at få det til at reagere på en bestemt måde).
Her var det væsentlige altså, at disse samfund har undgået en hoved- strømning; derfor kunne sammenligningen tjene til undersøgelsen afkonsekvenserne af eller årsagerne til, at denne strømning ikke har fåetsit gennemslag i dette samfund. Det, der fx gjorde Sardinien til en inter-essant expérience historique, var, at samfundet var seigneurialt, men dereksisterede ingen vassalitet.
Grundlæggende er den måde, hvorpå forskningen inden for ram- merne af den komparative historie kunne generere ny viden og nyeforskningsopgaver. Man søgte efter en expérience som Sardinien, netopfordi man havde brug for et eksempel på et samfund uden vassalitet. Ogkonstaterede man en forskel mellem samme fænomen i to samfund, vil-le man søge at isolere den forskel mellem de to samfund, der forklare-de forskellen. Marc Bloch mente, at den komparative metode for at vir-ke skulle arbejde med fænomener inden for samme overordnede civili-sation, som for ham, i alle hans analyser, var Vesteuropa. I Marc Blochs øjne opstod forskningens problemer inden for forsk- ningen egne rammer. Man skulle, mente han, være varsom med at tageudgangspunkt i nutidens brændende problemer.40 Her stod han langtfra Lucien Febvre, for hvem det var eksistentielt nødvendigt, at historie-forskningens problemstillinger var væsentlige for samtiden.
For Marc Bloch var engagementet i nutiden mere en art garanti for den erfaring af det menneskelige, der sikrede historieforskningens kva-litet. Dette gælder det eksempel, Erik Jørgensen anfører (s. 119) omHenri Pirenne, der ikke ville begrave sig i fortiden, men ville oplevenutiden. Det var netop denne kontakt, der for Marc Bloch (og HenriPirenne) sikrede den stoiske ligevægt over for historiens problemer, derkendetegnede den store historiker.41 Derfor er den stærke vægt af nutidige forhold i Annales også mere 39 Marc Bloch: Une expérience historique: La Sardaigne mediévale, Annales d’histoire économique et sociale 10, s. 50.
40 Marc Bloch: Bulletin historique. Histoire d’Allemagne. Moyen Age, Revue historique 41 Marc Bloch: Henri Pirenne, Revue historique 176, , s. 673; Henri Pirenne: De l’influ- ence allemande sur le mouvement historique contemporain, Scientia 34, 1923, s. 174.
væsentlig i Lucien Febvres perspektiv, fordi den for ham skulle sikre sel-ve forskningens orientering. Annales’ første år var ikke nogen publikumsmæssig succes. Den socia- le elite uden for forskernes kreds, man appellerede til, viste sig ikkeblandt abonnenterne. Et publikum til den ambitiøse Encyclopédie fran-çaise manglede tydeligvis også, og dette projekt gik langsomt i stå underAnden Verdenskrig. På Annales faldt abonnenttallet. Man brød samar-bejdet med forlæggeren og blev nødt til at udgive tidsskriftet for egne,dvs. primært Blochs hustrus penge. Under Vichy-regeringen blev Blochformelt udelukket af redaktionen, og Lucien Febvre var ikke blot reelteneredaktør, men skrev så meget af tidsskriftet, at han overvejede atgøre det delvis under pseudonym. Han var usikker på tidsskriftets frem-tid og overvejede at slå det sammen med Revue de synthèse.42 Kuriøst nokskrev Astrid Friis da også i 1947 i Danmark, at tidsskriftet var gået ind.43 Men det fortsatte efter Anden Verdenskrig under nyt navn: Annales. Économies, Sociétés, Civilisations. Der kom en anden vægtning, idet denstore andel af samtidigt materiale blev opgivet, og antallet af artiklervoksede på bekostning af anmeldelserne.44 Den generation, der overtog Annales efter Anden Verdenskrig stod, med Fernand Braudels meget materialistiske, konjunkturorienteredehistorie, langt fra Febvre. Febvre beundrede Braudel, og havde dedice-ret Rabelais til ham, men tog tydeligt afstand fra den etageopdeling mel-lem strukturer, konjunkturer og begivenheder, som Braudel introduce-rede.45 På den anden side hadede Febvre også, når elever efterabendefortsatte i mesterens fodspor. Der var også i den nye generation en bred interesse for langsigtede konjunkturundersøgelser, inspireret af en række forskere i fransk øko-nomisk videnskab. Men den forskningstradition var i trediverne ikkekun blevet udviklet i Annales, men mindst lige så meget i det Revue d’hi-stoire économique et sociale, som Erik Jørgensen (s. 118) nævner førte enskrantende tilværelse i tyverne, men dog viste sig i stand til at tage væ-sentlige nye områder op.46 42 Lucien Febvre: Marc Bloch: Témoignage sur la période 1939-1940. Extraits d’un correspondance intime, Annales d’histoire sociale 8, 1945, s. 24; samme: Lettres à Henri Berr,s. 568 43 Astrid Friis: Moderne engelsk Historikerskole. Økonomisk Historie. Nogle Aspekter, Historisk Tidsskrift 11. rk. bd. 2, 1947-1948, s. 273.
44 H.L. Wesseling & J.L. Oosterhoff: De Annales, geschiedenis en inhoudsanalyse,Tijd- schrift voor geschiedenis 99, 1986, s. 556.
45 Lucien Febvre: Propos d’initiation: vivre l’histoire, Mélanges d’histoire sociale 3, 1943, s. 11f (Combats s. 25f), jf. Guy Massicotte: L’histoire problème. La méthode de LucienFebvre, Quebec/Paris 1981, s. 3.
46 Luciano Allegra & Angelo Torre: La nascita della storia sociale in Francia dalla Com- mune alle «Annales», Torino 1977, s. 276ff.
En tilsvarende baggrund savnede man i Danmark. Inga Floto har set paralleller mellem opbygningen i Arups Danmarkshistorie og i trede-lingen i Braudels arbejder.47 Men Braudel baserede sig tydeligt på denforudgående franske diskussion, der netop lagde vægt på, hvordan mankunne skabe en videnskabelig historie på et niveau, der lå over ogadskilt fra kildekritikken.
Arups begreb »fransk-kritisk skole« forekommer alene baseret på hans læsning af Langlois’ og Seignobos’ Introduction, og i Danmarksynes hverken Erik Arup eller nogen anden historiker at have vist inter-esse for den bredt anlagte diskussion om historiefaget, der dengangforegik i Frankrig. Det gjorde tilsyneladende kun filosoffen og sociolo-gen Svend Ranulf.48 Netop fremhævelsen af kildekritikken som historiefagets adelsmær- ke, som Arup og Scandia stod for, har måske betydet, at den politiskehistorie fortsat fyldte meget, mens bredere, systematiske undersøgelser,som dem Annales-skolen kom til at stå for, ikke kom i fokus.
Den mentalitets- eller civilisationshistorie, Lucien Febvre var ekspo- nent for, havde få efterfølgere i den efterfølgende generation. RobertMandrou, der tættest fulgte i Febvres fodspor, blev klemt ud af redak-tionen på Annales.49 Og Marc Blochs komparative historie har næppenogen direkte arvtagere i den næste generation. Mange af de temaer,der gik videre her – som vægten på store syntese og det tværfagligearbejde – var måske ikke så specielle for Annales. Men tilbage står, at Marc Bloch og Lucien Febvre havde skabt et tids- skrift, der ikke blot kunne overleve, men også forny sig på markant vis.
Det sidste var altid Lucien Febvres første krav til forskningen. Når ErikJørgensen næsten beklager korrespondancens mangel på dramatik,kan det være værd at understrege, at evnen til at få et samarbejde til atfungere – på trods af faglige uenigheder som dem, der er blevet frem-hævet i dette indlæg – kan være en afgørende kvalitet. Som Thyge Sven-strup netop i sin biografi har dokumenteret, var det den, der så tragiskmanglede hos Erik Arup.
47 Inga Floto: Myten om Erik Arup, Historisk Tidsskrift 2006, s. 546.
48 Svend Ranulf: Socialvidenskabelig metodelære, København 1946, s. 84ff, 103ff.
49 Philippe Joutard & Jean Lecuir: Robert Mandrou. L’itinéraire d’un historien euro- péen du XXe siècle, i Histoire sociale, sensibilités collectives et mentalités. Mélanges Robert Man-drou, Paris 1985, s. 11; Jean Lecuir: Robert Mandrou: Genèse de l’Introduction à la FranceModerne, I Robert Mandrou: Introduction à la France Moderne 1500-1640. Essai de psycholo-gie historique, Paris 1998 [1974], s. 462ff.

Source: http://www.historisktidsskrift.dk/pdf_histtid/107_2/538.pdf